Coronabekymringer
Det kan være at du går og er meget bekymret for Coronavirus. Det er du ikke ene om, det er der mange børn og unge der er. Der kan være mange årsager til, at du går og er bekymret fx kan det være fordi du selv er i risikogruppe eller kender nogen der er det
3 gode råd
Spørg en voksen direkte om din bekymring
Nogle gange kan de voksne godt finde på at sige ”det skal du ikke bekymre dig om”, og det er fordi de voksne nok skal passe på dig. Men derfor kan det godt være, at det ikke hjælper på din bekymring. Stil derfor specifikke spørgsmål, som fx ”jeg læste på facebook at flere og flere bliver syge – det gør mig bange”. På den måde ved den voksne hvad du går og er bekymret for, og kan bedre fortælle dig, hvad du har brug for at vide.
Afsæt bekymringstid
Det er helt okay at have mange tanker og bekymringer om Corona, men det er vigtigt at du stadig kan hygge og pjatte uden at få dårlig samvittighed. En god måde kan være at afsætte 10-30 min hver dag, hvor du sammen med en voksen eller ven snakker om dine bekymringer, og hvilke du kan handle fysisk på. Når tiden så er gået, så skal du lægge det fra dig til næste dag. På den måde ved du, at du hele tiden får arbejdet med dine bekymringer, men at du også godt må hygge dig som du plejer.
Spørg ind eller undersøg, hvad der findes af fakta om emnet
Nogle gange kan man blive bange eller bekymret, hvis man ikke helt ved hvad der foregår. Derfor kan det være en god ide at spørge nogle, eller selv undersøge hvor slemt det står til – fordi nogle gange kan de sociale medier vise det forkerte billede. Det vigtigste er, at vi følger sundhedsstyrelses anvisninger
Personer i øget risiko er
Husk at spørge en læge, hvis du er i tvivl om hvordan din risiko vurderes ud fra din samlede situation
Ældre over 80
65-79 årige der har kroniske sygdomme
Personer med et BMI over 35
Personer med BMI mellem 30-34 og en kronisk sygdom

Beboere i plejebolig
Personer med bestemte kroniske sygdomme eller nedsat immunforsvar
Personer uden fast bopæl
Gravide
WHO erklærede den 11. marts 2020 COVID-19 for en pandemi, det vil sige en global epidemi.
Ny coronavirus smitter ved dråbe- og kontaktsmitte.
Dråbesmitte vil sige, at du kan blive smittet fra de dråber, der kommer når andre hoster eller nyser. Derfor skal man holde 1-2 meters afstand.
Kontaktsmitte er hvis du rør ved noget, som har rester af andres spyt eller snot. Det smitter ikke igennem huden hvis du rør ved det, men det smitter hvis du rør ved din egen næse, øjne eller mund lige bagefter. Derfor skal du vaske og spritte hænder løbende.
Hvis du bliver smittet eller har symptomer er det vigtigt at du isolerer dig. Men vær ikke bange, de fleste der bliver syge, bliver raske igen.
De fleste, der bliver smittet med Corona, oplever kun svage eller ingen symptomer. Men der er selvfølgelig nogle, som vi skal være specielt opmærksomme på, da de godt kan få det værre end os andre, og det er dem i øget risiko.

Astrid, Frivillig
Jeg er bange for at der går flere år før jeg kan samles med mine venner og familie som vi plejede

Maria, frivillig
Jeg er bange for at komme til at leve i et samfund, hvor vi hele tiden skal følge visse retningslinjer og at det skaber en for stor frygt for at være i nærheden af andre mennesker.

Rasmus, frivillig
Jeg er bange for, at Corona aflyser mit efterår