At skabe god trivsel i en klasse, er ikke altid så nemt som det lyder. God klassetrivsel har imidlertid afgørende betydning for dig og dine klassekamerater. Er der dårlig trivsel i klassen, bliver hverdagen på skolen hurtig trist og træls. Derfor skal I engang imellem gøre en ekstra indsats, for at forbedre jeres klassetrivsel.

Hos Elevtelefonen kan I få hjælp og rådgivning til, hvordan I kan forbedre jeres klassetrivsel. Vores unge rådgivere har ofte siddet i lignende situationer. De ved hvad dårlig trivsel i klassen kan betyde, og sidder derfor klar med masser af ideer og løsningsforslag, som kan hjælpe jer med at forbedre dagligdagen på skolen. Lad os fortsætte rejsen sammen, så I får skabt god trivsel i klassen fremadrettet.

Klassetrivsel er vigtigere end du tror

På Elevtelefonen taler vi dagligt med elever, der oplever forskellige udfordringer i forhold til klassetrivsel. Fælles for alle, der søger vores rådgivning, er at de drømmer om at skabe et godt og sjovt fællesskab på skolen, hvor alle har det godt. En sund kultur med god klassetrivsel. Det skal være en positiv oplevelse at komme i skole. Først og fremmest fordi alle børn fortjener at gå i en skole, hvor der er rart at være.

En skole, hvor man holder af sine klassekamerater og lærerene. Du vælger ikke, hvem du går i klasse med, men vi kan i fælleskab skabe et sundt læringsmiljø med plads til forskellighed og venskab – også med dem vi ikke er bedste venner med.

God klassetrivsel er lig med god læring

Læring er den primære årsag til, at du går i skole. Du og dine klassekamerater skal lære en masse, så I kan gå fremtiden imøde med det rette læringsmæssige fundament. Hvis I imidlertid ikke trives på skolen, eller i klassen, kan det påvirke læringen negativt. Det er afgørende, at I føler jer trygge i det læringsmiljø, I befinder jer i. En klasse hvor respekt, venskab og god opførsel er omdrejningspunktet for jeres fælles hverdag. Det lyder simpelt, men vejen dertil kan være svær og tung.

Forskning indenfor klassetrivsel

Undersøgelser viser, at klasser hvor eleverne trives godt, også klarer sig markant bedre fagligt. Derfor er det ekstra vigtigt, at I får skabt nogle gode og trygge læringsmiljøer, hvor I behandler hinanden ordentligt og respektfuldt. Herigennem bliver skolen et rart sted at være for alle, hvilket fremmer læringen og trivslen. Hvis din lærer beklager sig over, at skulle håndtere sociale udfordringer, frem for undervisningsrelaterede opgaver, kan du derfor fortælle vedkommende om denne sammenhæng: en klasse der trives, er en klasse der lærer. 

Elevtelefonen rådgiver

Når du ringer ind til Elevtelefonen, er det én af vores mange frivillige rådgivere der tager telefonen. Vores rådgivning er 100% anonym, så du behøver ikke oplyse dit navn, bopæl m.m. Elevtelefonen er en rådgivningslinje, hvilket betyder at vi ikke altid kan give dig en endelig løsning på dit problem, men at vi meget gerne vil forsøge at hjælpe dig med at finde en.

I vores rådgivning lægger vi altid vægt på anerkendelse. Vi anerkender problemernes omfang og natur – for det er vigtigt at blive hørt, når de skolerelaterede problemer tynger. Herefter prøver vi at rådgive og hjælpe, så godt vi kan. Kommer vi til kort, undersøger vi alternative muligheder, som kan hjælpe jer videre. Vi giver aldrig op. Vores rådgivere er unge ligesom dig og dine klassekamerater. De ved hvordan det føles, når en klasse lider under dårlig klassetrivsel. Det gør os i stand til at møde dig i øjenhøjde, så vi sammen kan finde en god løsningsmodel for dig og din klasse.

Tre tips til god klassetrivsel

1) Skab nogle fælles klasseregler
Når I skal arbejde på klassens trivsel, bør I indledningsvis starte med en forventningsafstemning. Tal om hvordan I bør behandle hinanden i klassen og på skolen generelt – både i timerne, frikvartererne og efter skolen. Selvom I måske er gode til at have det sjovt i frikvartererne, kan der nemlig godt være problemer i timerne. Derfor bør I tale om hvor og hvornår problemerne opstår.

2) Involver de voksne – både forældre og lærere!
Nogle konflikter kan være næsten umulige at finde en god løsning på. Her giver det god mening, at hive fat i en lærer. En voksen, der kan være med til at se det hele lidt mere objektivt. Derudover bør I altid involvere jeres lærer i klassereglerne. Lærerne kan oftest hjælpe med at gøre klassens trivsel endnu bedre.

3) Hyg jer sammen – også udenfor skoletiden
Sociale arrangementer udenfor skolen er også en vigtig del af god klassetrivsel. I kan tage en tur i skoven og overnatte i shelters, spille lasergame eller tage ud og skøjte – eller hvad med en hyggelig filmaften? Mulighederne er mange, og I kan helt sikkert også få forældrerådet med på nogle af ideerne. Sociale arrangementer kan i den grad styrke fælleskabet.